Stop, tænk, handl!

Om begivenheden ’68 og det umuliges realisme

Af initiativgruppen Reboot68

Trust the song, not the singer. Hvorfor tale om 1968?
1968 er blandt de mest symbolladede årstal i vores nyere historie. Alle har en holdning til oprøret, og generationen som årstallet gav navn til.

Det kan umiddelbart synes omsonst overhovedet at beskæftige sig med arven efter 1968. Man står overfor valget mellem to fortællinger, der begge virker lige utillokkende: På den ene side kan man romantisk og betaget se tilbage på en farverig og ny måde at forandre verden på, en revolution af synet på individet, kønnet og samfundet. Hermed bliver ungdomsoprøret til en revolution, der er gennemført, og vores nutid til det sjove samfund, som oprørerne efterlod.

Den danske billedkunstner Asger Jorn skabte flere plakater til støtte for de oprørske studenter i Paris 1968.

Dette er ikke blot umiddelbart forkert, det ved enhver, der lever i vores dages nykonforme og dog overfladisk løsslupne samfund. Men det er også en fortælling, der er konserverende og lukker for kritik i dag, og som lige så vigtigt overser, hvorfor oprøret i ’68 stadig er aktuelt.

Alternativt kan man se på ’68 som intet andet end et frikvarter for middelklassens dekadente børn, der i et par års heftigt, men uforløst oprør, legede revolution, hvorefter de med en utrolig hast lod sig integrere i det system, de postulerede at ville undergrave.

Selvom mange enkeltpersoner biografier gør denne tolkning tiltrækkende, er der dog alligevel meget, den ikke kan indfange. For oprøret i ’68 finder ikke sin aktualitet i det forhold, at mange af dens aktører viste sig at være langt billigere til salg, end alle modstandere havde forestillet sig.

Tværtimod bliver oprøret i ’68 reelt først kun interessant for os, når det anskues i sin karakter af genuin politisk og historisk begivenhed.

For der skete noget særligt i foråret for 40 år siden – og i årene der fulgte. Om end selve begivenheden kun varede kort, så blev verden aldrig mere den samme. Maj 1968 står stadig, som et af de øjeblikke i verdenshistorien, hvor en hel verden rykkede sig, om end ingen dengang eller nu, er helt sikre på hvorfra og hvorhen.

Målt med sin egen målestok, slog revolutionen (måske) fejl, men det betyder ikke at det revolutionære moment var løgn, eller at de perspektiver, der pludseligt åbnede sig, ikke kan give luft til vores kampe i dag. Mest af alt den befriende proklamation af at det kan lade sig gøre at tænke alternativer; at en anden verden er mulig.

Begivenheden. Hvordan det umulige blev uomgængeligt
Oprøret i 1968 er altså ikke interessant som historisk-sociologisk fænomen alene. 1968 er i emfatisk forstand interessant som begivenhed, som et brud, der ikke lader sig indskrive i historiens normale hændelsesrække, og som alene finder sin aktuelle relevans i lyset af den fødsel af noget nyt, det står for.

Begivenheden, vi kalder ’68, finder for os sin stadige betydning i kraft af den grundlæggende rystelse, som gik gennem hele vort symbolske og imaginære univers, igennem de måder vi tænker og forstår os selv og samfundet på.

Med ’68 fødtes en ny måde at tænke politik på, en ny måde at drømme på, en ny måde at handle i fællesskab på. I 1968 kom det, der tidligere syntes umuligt, til at fremstå som realistisk og uomgængeligt.

For de, der blev ramt af begivenheden, var de handlenormer, forståelsesrammer og drømme, som de bar med sig fra deres opdragelse i familierne og skolens statsinstitutioner, pludselig ikke længere tilstrækkelige. Man blev så at sige tvunget af begivenheden til at finde nye måder at handle, tale og være på.

For os i dag handler det stadig om at være tro mod det håb og den perceptionsændring, som begivenheden ’68 står for. Ikke på grund af hvad der skete eller blev sagt dengang, men fordi begivenheden peger hen mod et brud, som i dag fremstår endnu mere uomgængeligt end det gjorde for vores forgængere.

Systemet. Djævlens største bedrift var at overbevise os om, at han ikke fandtes
Problemerne i verden af i dag er umiddelbart synlige. Stadig flere mennesker sulter i en verden, hvor fødevarer bruges som brændstof i biler. Klimaet ændres år for år, mens klodens rige lande lystigt forbruger videre af planetens åbenlyst begrænsede ressourcer. Den digitalisering af information, som for få år siden lovede fri viden til alle, bliver i dag brugt af de magtfulde til at kontrollere og udnytte større og større dele af planetens kollektivt producerede indsigter og teknologier.

I vores del af verden oplever vi, hvordan sociale velfærdssystemer, der gennem generationer var bygget op for at beskytte individers mod markedskræfternes blinde og brutale logik, er under konstant angreb. Uligheden og den medfølgende ufrihed vokser år for år, og flertallet splittes i en såkaldt kreativ middelklasse, der får stress af deres konsulent-drømmejobs, og i en voksende underklasse, hvor arbejdsløse, immigranter og andre af økonomien udstødte, lever under forhold, som vi for blot få år siden, troede forvist til en barbarisk fortid.

Samtidig har vi udliciteret det beskidte arbejde, der sikrer forbrugsgoderne og tilfredsheden til lande, hvor løn og arbejdsmiljø har samme niveau som varens ideelle pris: et absolut minimum.

Alle disse ting er lette at se, men tilsyneladende sværere at gøre noget ved end nogensinde før.

Gennem slogans om fornyelse og fleksibilitet har fortidens uregulerede kapitalisme fået et comeback, som ville have overrasket enhver for blot få årtier siden. Uden nogen basis i hverken etiske overvejelser eller statistiske data, spreder neoliberal ortodoksi sig til sektor efter sektor. Kloden er tilsyneladende kollektivt gået tilbage til en fuser.

Det kan synes paradoksalt at befolkningerne kun få steder har gjort oprør mod denne regression tilbage mod fortidens fejltagelser. Men vi må ikke undervurdere, hvad vi er oppe imod.

Kapitalismen har i dag formået at ændre sig og tage form efter den modstand, den har været udsat for. Gennem dygtig kolonisering og indoptagelse af den eksplosion af oprør og kreativitet, der kendetegnede 1968, er kapitalen i dag blevet global, flydende og foranderlig.

Magten gemmer sig i dag bag ansigtsløse processer – den mest potente er processen kaldet Globalisering. Gennem fortællingen om globalisering er det tilsyneladende lykkes at overbevise snart sagt enhver befolkning om, at konkurrence mellem nationer og regioner kræver konstant omfordeling til fordel for de lokale eliter.

Kort sagt bruges globalisering som et slagord, der betyder: Skattelettelser til erhvervslivet og de rigeste, undergravning af arbejdstageres rettigheder – alt sammen i konkurrencestatens hellige navn.

Modstanderne. Striden som vejen til freden
Vi hævder, at kapitalismen er global, og at den strukturerer mellemmenneskelige forhold på alle niveauer; den farver alt fra vores begær, over vores økonomiske udvekslingslogikker til prioriteterne for de stadigt stærkere sociale styringsteknologier. Men kapitalismen er ingen transcendent kraft, den er ingenlunde uafhængig af aktører.

Selvom kapitalismen teoretisk kan forstås som ansigtsløs, og vi ikke behøver at udkaste konspirationsteorier for at forklare dens succes, er det dog ganske tydeligt, at nogle har langt større gavn af dens uhæmmede vækst og spredning end andre.

Mens milliarder presses eller knuses under dens hårde logik, nyder små eliter i de fleste lande, men særligt i Vesten, godt af dens fortsatte ekspansion.

Når vores frihed til digital udveksling begrænses, når vores gener patenteres, når regnskoven ryddes, eller det globale Syd holdes hen i fattigdom af blandt andet EU’s og USA’s landbrugsstøtte, står det ganske klart, hvem der profiterer.

At vores økonomi fortsat skal basere sig på uhæmmet vækst, en vækst, som knytter sig til et forbrug og et hektisk arbejdsliv, der forhindrer det store flertals reelle politiske engagement, er selvsagt ikke i vores, men i de rige eliters interesse.

Og når denne vækst er årsag til global opvarmning, må man spørge, om eliterne egentlig ikke er ligeglade. Hvorfor skulle de fornuftigvis være bange for klimaændringer? Når vandene stiger, flytter de til en højere beliggenhed; når masserne begynder at migrere under klimakatastrofen, gemmer de sig bag stadig højere hegn.

Når vi siger, at vi må kaste os ud i kampen for at gøre det umulige realistisk og uomgængeligt, hænger det sammen med, at vi må have mod og evne til at udpege interessemodsætninger, konflikter, og i mange tilfælde direkte modstandere eller fjender.

Sandheden om de udbyttede og ufries situation opnås ikke i en åben og uhildet debat mellem alle samfundets aktører; nej, en sådan dialog er i mange tilfælde en blåstempling af de herskende ulighedsrelationer.

Når eliten siger, at alle kan vinde, at vi alle er i samme båd, må vi sige: Nej, på ingen måde!

Sandheden om en situation, en samfundsmæssig konfiguration, knytter sig til forskellene, til konfliktualiteten, til dem, der finder et oprør retfærdiggjort i selve deres undertvingelse.

Vejen til frihed og fred går således på paradoksal vis gennem striden.

Subjektet. Glæde og vrede
Selvom den fremstår foranderlig, ændrer vores verden sig ikke af sig selv. Men vi, der skal gøre det, har stadig svært ved at finde et navn til os selv.

Tidligere etiketter som Folket, Proletariatet eller Ungdommen virker ikke længere passende. Men uanset hvordan denne navngivningsproces bærer hen, er noget ved at ske.

For ti år siden ville enhver sammenligning med slut-tressernes politisering virke patetisk og malplaceret. I et årti virkede det faktisk som om historien var slut.

Men vores generation har oplevet, at selvom den neoliberale bølge endnu ruller over store dele af verden, vokser modstanden i styrke. Som for 40 år siden bliver en række konfliktlinier i disse år trukket hårdere op, og man kan ane tendenser til en eksplosiv samling.

Men mængden af individer fremtræder endnu ikke som subjekt.

Flertallet er stadig kuet af frygt, holdt fast i lede ved alt anderledes, eller lammet af selvgod skyldfølelse. Påstanden om at verden i dag pludselig skulle være langt mere kompleks, gør det snublende nemt at lade være med at handle og blot følgagtigt at udfylde sin plads i den sociale orden.

Men selv om verden er kompleks, er nogle ting stadig enkle. Ulighed og uretfærdighed kan kun skjules ved kynisk at lukke øjnene.

Vi bør dog ikke gøre oprør ud fra vores skyldfølelse, men ud fra glæde og vrede. Umiddelbar følt vrede over verdens uretfærdigheder og glæde ved udfoldelsen af vore selvskabte alternativer.

Det eksplosive moment i ’68 var netop kombinationen af vreden og glæden, af pligten og begæret. I et kort øjeblik var der ingen konflikter mellem at beskæftige sig med sig selv og med hele samfundet. Ingen konflikt mellem hvad man havde lyst til, og hvad der måtte gøres.

Da oprøret i 70’erne blev splittet i gold marxistisk pligtpolitik og uansvarlig selvrealisering, blev det forudsigeligt og muligt at tæmme. Derfor må vi turde være alvorlige i vores drift efter skabelse af det nye. Vi må have det sjovt for at være effektive.

Modstand. Stop, tænk, handl!
Det, der fremstilles som realistisk, som indenfor rækkevidde indenfor det nuværende system, er netop urealistisk.

Hvem tror reelt, at væksten i materiel produktion kan forsætte ufortrødent på en klode med begrænsede ressourcer? Og hvem tror reelt på, at Vesten kan fortsætte med at nyde produktionen fra den fattige verden, mens sultende mennesker holdes ude af mure og kystpatruljer?

Det realistiske i vores situation er præcis at forlange det, der er umuligt. Det, som ikke kan tillades indenfor vores nuværende orden, som bryder med den måde, vi kan tænke på. Vi er afhængige af vores drømme og vores kreativitet, når vi i fællesskab skaber rammerne om det samfund, vi gerne vil bebo.

Princippet for vores handlinger må være båret af mottoet stop, tænk, handl! Dette betyder, at vores kamp er afhængig af, at vi melder os ud af den samfundsskabte pligt, tvang og begær efter karriere og forbrug, vækst og anerkendelse.

Det første skridt mod en subversiv-utopisk praksis er simpelthen at sige nej til de perspektiver, man tilbydes, at gøre modstand mod de herskende magtforhold. Denne opbremsning må tages alvorligt og føres vidt: Samfundets tilbud om etiske handlinger i form af månedlige medlemskaber og frivilligt arbejde virker i mange tilfælde stærkt konserverende, som moralsk flødeskum på et stærkt problematisk system.

Vejen fra at melde sig ud til at melde sig ind går igennem analysen, deraf mottoets imperativ: Tænk!

Den nuværende kapitalisme er notorisk stærk i sin indoptagen og depotensering af modstanden. Kun så længe vi forstår vores modstander, kan vi gøre os håb om at sejre, og kun gennem studier af den herskende orden, af sammenhænge, helheder, interessemodsætninger og konflikter kan vi nå frem til en intelligent og reelt undergravende praksis.

Her kan strategierne fra ’68 sjældent bruges: Når jeans-brands kaldes Revolution, og Che Guevara-t-shirts sælges på strøget, ved vi, at kritikken konstant må gentænke sig selv, for ikke at stivne og dø.

Vi må lade en analyse af de gældende forhold befrugte af en insisteren på alternativet, der viser vejen bort fra den herskende realismes blindhed overfor andre muligheder og virkeligheder. Kun så længe vores konkrete politiske handlinger refererer til en drøm, undgår vi at blive kyniske systembevarere. Kun så længe drømmen baserer sig på en analyse af, og handling i, det givne økonomiske og politisk-symbolske landskab, bliver den ikke virkelighedsfjernt drømmeri.

Vi står i en situation, hvor der må handles, om end strategien aldrig ligger endeligt fast. Vi ved dog, at forandringen fordrer, at vi i fællesskab stopper, tænker og handler og sammen over hele kloden sætter rammerne for vores liv.

Vi kan iagttage, at årtiers forsøg på modstand mod kapitalismen er blevet neutraliseret og indoptaget. Fra forsøget på en socialdemokratisk reformstrategi, over hippiernes parallelsamfund, til idealet om det selvrealiserende og kreative arbejde er kritikker strandet på den manglende vilje til at tænke verdensøkonomien og de sociale relationer som et globalt kredsløb, som det hverken er lykkedes at reformere eller melde sig ud af.

I en modstand af i dag er vi altså nødt til at melde os ud; men kun for at melde os ind. Vi er nødt til at analysere cirkulationen af varer, magt og mennesker som global.

Og vi må være villige til at bruge alle våben inklusiv modstanderens egne: Systemet må undergraves, nytænkes og revolutioneres indefra, fordi der ikke længere er noget ydre. Systemet må sprænges, i det omfang, at reformer blot har vist sig at virke konserverende og mildt lindrende på systemets grundlæggende konflikter.

Initiativgruppen Reboot68 består af følgende enkeltpersoner: Agnete Seerup, Andreas Mulvad, Bue Rübner Hansen, Christoph Houmann Ellersgaard, Nanna Jochumsen og Rune Møller Stahl.

Reboot68 arrangerede lørdag den 17. maj en konference om 68-oprørets aktualitet

Et Danmarks-billede: Hyggebekymring og hyggekritik

En klassisk dansk situation: En øvelseslærer på universitetet bliver tvunget til at lægge to undervisningsmoduler i umiddelbar forlængelse af hinanden. I alt bliver det seks timers undervisning i løbet af en dag. Øvelseslæreren sender straks en mail til de studerende og foreslår straks hygge og kageordning. Hun overvejer et kort øjeblik at forsikre de studerende om, at der nok skal bliver nogle lange pauser i løbet af dagen.
Den umiddelbare reaktion på det forestående (ekstra-)arbejde er altså, fra autoritetens side, at forudse, love og kræve hygge!

Vi har det rart, vi hygger, vi holder pauser og arbejder. Vi taler pænt, vi stiller kun små og realistiske krav. Vi skjuler autoriteten og frygter at udøve den. Og kun ad frivillighedens vej yder nogen en ekstra indsats. Danskerne er verdens lykkeligste folk.

Vi arbejder mindre end i andre lande, og dog er vores største arbejdsmarkedsproblem stress. Vi spiser sunder end i andre lande, dog er fedme vores største sundhedsmæssige bekymring. Vi er rigere end de fleste lande, dog er vores økonomiske konkurrencedygtighed vores måske allerstørste bekymring: for hvordan løser vi de andre problemer uden at have økonomien i orden? Vi sammenligner os med andre lande: Vi har det godt i vores bekymring.

Vi har det godt i vores hyggebekymring. Der er absolut ingen ironi i min beskrivelse. Vi er lykkelige. Og vores lykke er vores småbekymrede, lune apati.

Hvem skulle tænke stort i Danmark? Hvem kæmper og sætter sit liv eller bare sin anseelse på spil?

Vores lykke er et farvel til storheden. Storhedens fylde er fraværende i de manges middelmådige lykke. Og vi har det godt. Vi er i bund og grund tilfredse.

Vi behøver intet nyt, ingen brud. Blot rutinemæssig innovation.

Vores hygge er et farvel til friheden som mulighed og nyhed. Ægte frihed er fraværende i den hyggelige bekymrings evige genkomst. Vi har det nu meget godt.

Den danske hyggebekymring er kritikerens største udfordring. I andre lande er der frygt og bekymring, sommetider nydelse og storhed, men ingen hygge. Hyggen er den danske intellektuelles eget ophav. Hvem tør sætte sig selv og den gode stemning på spil?

Vi har det rart. Vi nyder vores tryghed, vores langsomt koagulerende frihed og vores hyggekritik. Der er ingen ironi i min beskrivelse. Vi er i bund og grund tilfredse.

Barack Obama og den realistiske idealisme

“But I am running for President because I believe that to actually make change happen – to make this time different than all the rest – we need a leader who can finally move beyond the divisive politics of Washington and bring Democrats, Independents, and Republicans together to get things done. That’s how we’ll win this election, and that’s how we’ll change this country when I am President of the United States…”

Barack Obama – Tale til Virginias Jeffferson-Jackson middag, 9. februar 2008

 

Barack Obama er efterhånden kendt for sin stærke afstandstagen fra partiskhed, og sin insisteren på at bygge bro mellem fløjene i amerikansk politik – to get things done. Som Villy Søvndal, og snart sagt alle andre politikere i Danmark, der fra tid til anden søger at favne ind over midten i deres populistisk-pragmatisk søgen efter indflydelse, er også Barack Obamas brobyggeri omdiskuteret: Se hér, hér og hér.

Men hvad skal man som kritisk venstreorienteret mene om Barack Obamas succesrige kampagne? En besvarelse af dette spørgsmål kræver en uddybning af ens udsigelsesposition og ens perspektiv på sagen:

- Set fra et pragmatisk perspektiv er Barack Obamas valgstrategi effektiv og succesfuld; med den vinder han ganske givet det Demokratiske Partis nominering, hvis ikke også selve præsidentvalget. Hvis vi ønsker at se resultater på den korte bane, som trækker i den rette retning, er Obamas strategi vejen frem.

- Set fra et ideologisk perspektiv (ikke at forveksle med Marx’ ideologibegreb) er det ganske givet, at den pragmatisk set bedste og klogeste retorik, samtidig er stærkt skadelig. Denne skadelighed ligger i Obamas implicitte godkendelse af den stærkt ideologiske idé (her er ideologi forstået i sin marxske forstand), at politisk enhed er mere ønskelig end åben klassekonflikt. Faren ved enhver retorik, der taler for enhed, er, at den kaster røgslør over samfundets reelle antagonismer og patologier. Dermed underbygger Barack Obama i praksis den gældende social-økonomiske orden, mens han samtidig på overfladen fremstår progressiv: ”Change – yes we can!”

På paradoksal vis kommer vi altså til at billige Obamas kampagnestrategi, samtidig med at vi afviser hans retorik: “Han gør det helt rigtige og samtidig er han totalt forfejlet!”

Hvad gør vi med dette paradoks? Mulighederne er mange: Den mest banale ville være at vælge side og afvise enten den kyniske pragmatisme eller det urealistiske krav om reel idealisme. En mere sofistikeret manøvre ville være at opløse den stærke distinktion mellem pragmatisme og idealisme og påpege, at enhver handling i sidste ende altid rummer lidt af begge dele. Det mest ødelæggende ville være at reducere alt til ren kynisk pragmatisme: ingen er i virkeligheden idealister, idealister er blot listige egoister.

Alle disse forslag går dog efter min mening helt uden om den centrale lære, der kan uddrages af paradokset. Vi må have modet og hæderligheden til at opretholde den iboende spænding i vores analyse, af dens samtidige politiske pragmatisme og ægte idealisme. Denne spænding er indskrevet i ethvert ægte politisk felt, og er som sådan reducibel til forskellen mellem at få tingene gjort inden for den gældende politisk-symbolske orden på den ene side og vores trang til at overskride denne orden på den anden.

En accept af denne spænding kan gøre os i stand til at undgå både politisk kynisme og sværmerisk utopisme. Med den bliver vi nemlig i stand til at uddrage den sande visdom i det berømte slogan fra murene i Paris i maj ’68: “Soyons réalistes, demondons l’impossible!” (Vær realister, forlag det umulige!). At være realister inden for den givne sociale, økonomiske og symbolske orden er det, der gør os i stand til at udstede realistiske krav om det, der i dag synes umuligt, totalt urealistisk, inden for den selv samme orden.

Det er præcis denne form for politik, der muliggør et autentisk demokratisk valg. Et sådant er selvsagt fraværende i det nuværende primærvalg.*

Det er netop derfor, at enhver støtte og opbakning til Barack Obamas kandidatur må følges af en hård kritik og afstandstagen, selvom begge ting ikke nødvendigvis skal udtrykkes i massemedierne.

Hermed bevarer vi vores realisme og evne til at operere pragmatisk i det politiske landskab side om side med vores drøm om radikal forandring.

Kun så længe drømmen baserer sig på analyse af og handling i det givne politisk-symbolske landskab, bliver den ikke virkelighedsfjern. Kun så længe vores konkrete politiske handlinger refererer til en drøm, undgår vi at blive kyniske systembevarere.

/brh

*(En pessimist ville oven i købet kunne hævde, at denne mangel på reelle muligheder for valg af ægte forandring er en iboende egenskab ved både de nuværende parlamentariske og konstitutionelle demokratier, og selvsagt ved alle former for despotiske og totalitære regimer).

Økonomi og ideologi

Under overskriften ”Økonom: Stram finanspolitik nødvendig”, som kunne læses i Børsen den 29. november, advarer cheføkonom Jes Asmussen mod stigninger i de offentlige udgifter. ”Vi er nu faretruende tæt på samme situation som i 1998, da den danske regering senest måtte gennemføre en finanspolitisk stramning for at holde økonomien på sporet,” slår den sagligt bekymrede, ansvarlige, velrenommerede og respektable Asmussen fast.

Læseren spørger måske sig selv, om det det ikke er muligt at prioritere mellem løn til de offentligt ansatte og skattelettelser? Men hvem er Jes Asmussen? Han er blot endnu en i rækken af økonomer, som i rollen som talkyndig videnskabsmand påtager sig at kvæle, sagligt, bevares, muligheden for alternative prioriteringer. Man kan næsten høre ham tilføje (hvis han var blevet spurgt af en kritisk journalist): ”Skattelettelserne var strengt nødvendige for at få flere i arbejde.”

I sit hovedværk Det politiskes begreb skriver den kontroversielle tyske retsteoretiker Carl Schmitt : “Det er i sandhed en typisk og særlig intensiv måde at føre politik på, at man fremstiller modstanderen som politisk og sig selv som upolitisk (det vil her sige: videnskabelig, retfærdig, objektiv, upartisk osv.). “

Med dette Schmitt-citat anskueliggøres et af grundtrækkene ved den neoliberale ideologi, nemlig afvisningen af, at de foreliggende konklusioner skulle være ukorrekte, at forudsætningerne for disse skulle være problematiske eller at prioriteringer af deres vigtighed kan være anderledes.

Spørgsmålet, som vi skal stille os selv, er, om det kun de politiske spørgsmål, dvs. de spørgsmål vi allerede strides om, der negeres (dvs. i det skjulte hyperpolitiseres) i henvisning til ‘objektiviteten’, ‘videnskaben’ og ‘retfærdighedens’? Eller virker ideologien også på et dybere niveau?

Hvis vi virkelig er ude over skellet mellem sand og falsk bevidsthed, hvor står vi så med vores ideologibegreb? Er det en ren polemisk gestus? En påpegning af at tingene kunne gøres og anskues anderledes og bedre? Eller er brugen af ideologibegrebet det analytiske redskab, der kan afsløre de tilfælde, hvor der lyves for os om ’nødvendigheder’ eller hvor vi alle sammen bilder os ind, at den herskende anskuelsesform og praksis er den eneste mulige?

Politisering opfordrer alle til at komme med deres bestemmelser af ideologibegrebet og i videre forstand til at bidrage med ideologikritiske analyser.

Kampråbet gentages: Politisér!

Pia Christmas Møller: Undtagelsen, der bekræfter reglen om demokratiets demokratiske underskud

De fleste har sikkert bemærket, at Pia Christmas Møller i dag er udtrådt af den konservative folketingsgruppe. Christmas Møller forklarer selv sit farvel med det dårlige debatklima i den konservative folketingsgruppe og hendes deraf følgende mangel på ’respekt og tillid til ledelsen’. De konservatives gruppeformand Helge Adam Møller tolker på den anden side hendes afgang som en skuffet enspænders personlige hævn over ikke at blive tildelt vægtige ordførerskaber. At de konservative har straffet Pia Christmas Møller for at ville diskutere så vigtige emner som ligestilling og en folkeafstemning om EU-traktaten vidner oplagt også om et klart demokratisk underskud i partiet.

 

Selvom disse udlægninger sandsynligvis alle er rigtige, går de dog forbi den væsentligste lære, der kan uddrages af sagen. Meget peger nemlig på, at vi her har at gøre med et eksempel mere end et tilfælde. Eksemplet Pia Christmas Møller viser os i et bredere perspektiv de obskøne sider ved det danske demokrati, nemlig partidisciplinens stadige indvirkninger på folketingsmedlemmernes handlingsrum. Det danske demokrati er ved selve sin indretning kendetegnet ved en i hverdagen skjult censur, selvcensur, fantasiskræk og en deraf følgende ensretning og begrænsning af selve demokratiets handlingsrum. Disse sider må i hverdagen forblive skjulte for at demokratiet i sin aktuelle fremtrædelse kan opretholde legitimiteten ved selve sin indretning, en indretning, der producerer og reproducerer ensretning, og som ensretningen selv forstærker. Bendt Bendtsens beskrivelse af en folketingsgruppe som et fodboldhold må i denne sammenhæng ses som symptomatisk for det nuværende parlamentariske systems tendens til demokratisk degenerering.

 

Hvor man på venstrefløjen kan juble over det forsvundne VKO-flertal, må man politisator se sig bekræftet i, at politikken også og i al væsentlighed må føres uden for parlamentets snærende bånd, hvis den reelle demokratiske deltagelse skal sikres.

 

 

 

BrH

Nyt fra legetøjsfronten: Kønsroller vs. kreativitet

Legetøjsforsker Jørn Martin Steenhold strækker sig i en artikel på Politiken.dk (30/11-07) meget langt for at forsvare årets (sikkert ganske indbringende) trend i legetøjsbranchen & børnelitteraturen: produkter som ikke henvender sig til børn som sådan, men derimod specifikt til drengebørn og pigebørn.

Steenhold citeres for følgende svada: »Det er dejligt for børn, at de kan få lov at understøtte deres eget køn med litteratur og legetøj. Børnene udforsker jo også hinandens legetøj, og pigerne leger med biler og drengene med køkkenet. Den overdrevne fokus på ligestilling i 1970’erne ødelagde kreativiteten og gjorde legen konform«.

Det er ganske imponerende! I sølle tre sætninger formår legetøjsforskeren at:

1) Essentialisere de to køn – og ovenikøbet hævde på vegne af børnene, at de har godt af at blive presset ind i et bestemt kønsrollemønster (“dejligt” at de kan få “understøttet deres eget køn”)

2) Implicit markere, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne, mens mændene bare skal fræse derudaf. Selvfølgelig – det er jo ikke 1800-tallet eller sådan noget! – må kønnene da godt have lov at låne “hinandens” legetøj, men ejerskabet til hhv. “biler” og “køkkenet” ligger helt fast i Steenholds bevidsthed: Der kan højst blive tale om at man lære sin egen kønsrolle bedre at kende, ved at ‘prøve den anden på’ i en begrænset periode.

3) Give ny næring til den i borgerlige kredse højt værdsatte fortælling om 1970′erne som et vederstyggeligt årti, hvor frigørelsen og ligestillingen løb løbsk.

Steenhold postulerer i den sidste sætning, at 70′ernes ligestillingsfokus førte til en konformisering af børnenes leg; en ødelæggelse af kreativiteten. Det forekommer mig, at en kønskonservativ tænker som Steenhold burde være den sidste til at snakke om mangel på kreativitet: Hvordan man gavner små børns evne til og mulighed for adfærdsmæssig kreativitet ved at indsocialisere dem i nøje beskrevne kønsrollemønstre i form af kønsspecifikt legetøj – og sågar kønsspecifikke legebøger – har jeg meget svært at se. Og hvad angår konformitet, så er det da svært at forestille sig noget mere konformt end netop forestillingen – som Steenhold (desværre nok helt bevidst) reproducerer – om at køkkenet er kvindernes domæne, og bilerne mændenes. Nogen burde fortælle den ligestillingsskeptiske legetøjsforsker, at man skal ikke kaste med kønsklichéer, når man selv bor i 1940′erne!

/ AM

Forarbejde til en begyndende politisering

Det kollektivt ubevidste

Enhver handling er delvis eller fuldstændig baseret på ubevidste antagelser om mulighedsrummet for denne handling. Selv i sit mest bevidste øjeblik er aktøren fanget ind i en begrænset forståelse af sin rolles muligheder og af mulighederne for at overskride eller transformere denne rolle. Enhver handling bærer altså med sig et endnu uafsløret rum af ubevidste antagelser, forudsætninger og begrebslige struktureringer.

Enhver kendt samfundsindretning producerer sociale onder og kollektiv ubevidsthed. Denne kollektive ubevidsthed er på en og samme tid medvirkende til produktionen disse onder og til fortrængningen heraf. Samtidig begrænser det kollektivt ubevidste til stadighed mulighedsrummet for en aktiv indsats til bekæmpelse af onderne. Der er ingen falsk eller sand kollektiv bevidsthed, men blot et mere eller mindre udbredt og homogeniseret ubevidst, dvs. et mere eller mindre begrænset kollektivt handlingsrum.

Det er tænkningens, livseksperimentets og aktivismens klare rolle at danne et alternativt mulighedsrum udenfor det kollektivt ubevidste. Dette andet består af en mængde af fællesskaber, altid på en og samme tid bevidste og ubevidste, som alene ved deres eksistens viser begrænsningerne ved det kollektive mulighedsrum, og opstiller alternative muligheder for den menneskelige livsførelse, den offentlige diskussion og den politiske handlen.

Depolitiseringsdiskursen

En mands ubevidste kan være en anden mands bevidste. Således fungerer påstandene om, at vi er nødt til at gøre dette eller hint i anledning af ’globaliseringen’ på en og samme tid som legitimation i forhold til visse politisk-økonomiske handlinger (skattelettelser, nationale tests, EU-forfatning og nul-skat til de multinationale) og som en begrænsning af det offentlige diskussionsrum og af befolkningens handlingsfantasi; kort sagt som en dobbelt depolitisering af både det kollektivt bevidste og ubevidste.

Hvor politikereliterne, embedsværkene, finansverdenen og medieeliten dyrker samme diskurs er depolitiseringen af det kollektivt ubevidste stærkest og vejen til en politisering længst. Samtidig er det ved sammenfaldet mellem denne magtdiskurs og de herigennem medproducerede og fortrængte socialonder, at potentialet for en radikalpolitisering er størst.

Særlige områder som lider under depolitisering og dermed indsnævring af den kollektive handlingsrum er økonomien, driften af den offentlige sektor og ’krigen mod terror’. Inden for disse felter demonteres politiske spørgsmål med påstande om, at udfordringerne her må løses af værdifri økonomisk videnskab, af rationel administration, kontrol og evaluering, og af en nødvendig og rationel krigsførelse og intelligente og ligeledes nødvendige begrænsninger af de almindelige retssikkerhedsgarantier.

Således nedbrydes politikken delvist indenfor selve demokratiets rammer og dermed vækkes frygten til live: mon demokratiet reduceres til valgets legitimeringsritual? Mon den reelle medbestemmelsesret nedsmelter i tomme diskussioner af nuanceforskelle og personligheder, og mon den samfundsmæssige skaberkraft begrænses til den hjemlige såvel som oversøiske tandemproduktion af forbrugsgoder og socialonder?

Den politiske aktør

I lyset af ideen om det kollektivt ubevidste og det begrænsede handlingsrum bliver opgaven for den politiske aktør en anden end den normale. Hvis den reelle politiske handlen skal fremmes, er det ikke nok at indgå i mediernes og parlamentets diskussioner og positioneringer. Denne cyklus af pressemøder, foto-ops, læserbreve, lovforslag og fremføringer af nøgletal og andre anerkendte faktatyper til fremme af ens nuance tjener kun til at bekræfte det kollektivt bevidstes politik, men overser den stadige produktion af kollektiv ubevidsthed. Selv det mytologiske lag i de gængse politiske debatter, som af mediernes ’medie-kritikere’ kaldes det substantielle, er underlagt ’nødvendigheden’ og ’rationaliteten’ og det kollektivt ubevidstes snævre grænser.

I den kollektive depolitiserings tidsalder mister begreberne om fællesskab, kønskamp, racisme, frihed, lighed og international solidaritet deres politiske sprængkraft og bliver til tomme fraser i magtdiskursens skåltaler. Den politiske aktør må gennem skakter og passager underminere magtens produktion af depolitisering, og afsløre det eksisterende demokrati som en tom legitimering af samme depolitisering. Politiseringen er en trefoldig bevægelse, som samkonstitueres af magtens demaskering, af genindskrivningen af konflikten i de sociale relationer og af fantasiens og alternativets overskridelse af det eksisterende kollektivt ubevidste.

Den politiske aktør må vise befolkningerne, at selv de mest ’nødvendige’ beslutninger altid bygger på prioriteringer. Hun må afsløre det kollektivt ubevidstes begrænsninger og vise mulighederne for overskridelsen af dette. Kun med denne bevægelse kan handlingsrummet for den politiske handling udvides.

Politiseringen bæres af det dobbelte løfte om den menneskelige fantasis frigørelse fra det kollektivt ubevidste og om problematiseringen af det uproblematiserede problematiske.

Kampråbet lyder: Analysér, fantasér, politisér!

BrH

Velkommen til politisering.wordpress.com!

politisere verb. -r, -de, -t

1. politisere ngt gøre noget til et politisk spørgsmål ¤ ministeren politiserede konflikten· hun er kendt for gerne at ville politisere ¤ politisering

· politisere ng gøre nogen politisk bevidst ¤ politisering

/ Netværket Politisering

EB, AM, AG, BrH, CHE