“But I am running for President because I believe that to actually make change happen – to make this time different than all the rest – we need a leader who can finally move beyond the divisive politics of Washington and bring Democrats, Independents, and Republicans together to get things done. That’s how we’ll win this election, and that’s how we’ll change this country when I am President of the United States…”
Barack Obama – Tale til Virginias Jeffferson-Jackson middag, 9. februar 2008
Barack Obama er efterhånden kendt for sin stærke afstandstagen fra partiskhed, og sin insisteren på at bygge bro mellem fløjene i amerikansk politik – to get things done. Som Villy Søvndal, og snart sagt alle andre politikere i Danmark, der fra tid til anden søger at favne ind over midten i deres populistisk-pragmatisk søgen efter indflydelse, er også Barack Obamas brobyggeri omdiskuteret: Se hér, hér og hér.
Men hvad skal man som kritisk venstreorienteret mene om Barack Obamas succesrige kampagne? En besvarelse af dette spørgsmål kræver en uddybning af ens udsigelsesposition og ens perspektiv på sagen:
- Set fra et pragmatisk perspektiv er Barack Obamas valgstrategi effektiv og succesfuld; med den vinder han ganske givet det Demokratiske Partis nominering, hvis ikke også selve præsidentvalget. Hvis vi ønsker at se resultater på den korte bane, som trækker i den rette retning, er Obamas strategi vejen frem.
- Set fra et ideologisk perspektiv (ikke at forveksle med Marx’ ideologibegreb) er det ganske givet, at den pragmatisk set bedste og klogeste retorik, samtidig er stærkt skadelig. Denne skadelighed ligger i Obamas implicitte godkendelse af den stærkt ideologiske idé (her er ideologi forstået i sin marxske forstand), at politisk enhed er mere ønskelig end åben klassekonflikt. Faren ved enhver retorik, der taler for enhed, er, at den kaster røgslør over samfundets reelle antagonismer og patologier. Dermed underbygger Barack Obama i praksis den gældende social-økonomiske orden, mens han samtidig på overfladen fremstår progressiv: ”Change – yes we can!”
På paradoksal vis kommer vi altså til at billige Obamas kampagnestrategi, samtidig med at vi afviser hans retorik: “Han gør det helt rigtige og samtidig er han totalt forfejlet!”
Hvad gør vi med dette paradoks? Mulighederne er mange: Den mest banale ville være at vælge side og afvise enten den kyniske pragmatisme eller det urealistiske krav om reel idealisme. En mere sofistikeret manøvre ville være at opløse den stærke distinktion mellem pragmatisme og idealisme og påpege, at enhver handling i sidste ende altid rummer lidt af begge dele. Det mest ødelæggende ville være at reducere alt til ren kynisk pragmatisme: ingen er i virkeligheden idealister, idealister er blot listige egoister.
Alle disse forslag går dog efter min mening helt uden om den centrale lære, der kan uddrages af paradokset. Vi må have modet og hæderligheden til at opretholde den iboende spænding i vores analyse, af dens samtidige politiske pragmatisme og ægte idealisme. Denne spænding er indskrevet i ethvert ægte politisk felt, og er som sådan reducibel til forskellen mellem at få tingene gjort inden for den gældende politisk-symbolske orden på den ene side og vores trang til at overskride denne orden på den anden.
En accept af denne spænding kan gøre os i stand til at undgå både politisk kynisme og sværmerisk utopisme. Med den bliver vi nemlig i stand til at uddrage den sande visdom i det berømte slogan fra murene i Paris i maj ’68: “Soyons réalistes, demondons l’impossible!” (Vær realister, forlag det umulige!). At være realister inden for den givne sociale, økonomiske og symbolske orden er det, der gør os i stand til at udstede realistiske krav om det, der i dag synes umuligt, totalt urealistisk, inden for den selv samme orden.
Det er præcis denne form for politik, der muliggør et autentisk demokratisk valg. Et sådant er selvsagt fraværende i det nuværende primærvalg.*
Det er netop derfor, at enhver støtte og opbakning til Barack Obamas kandidatur må følges af en hård kritik og afstandstagen, selvom begge ting ikke nødvendigvis skal udtrykkes i massemedierne.
Hermed bevarer vi vores realisme og evne til at operere pragmatisk i det politiske landskab side om side med vores drøm om radikal forandring.
Kun så længe drømmen baserer sig på analyse af og handling i det givne politisk-symbolske landskab, bliver den ikke virkelighedsfjern. Kun så længe vores konkrete politiske handlinger refererer til en drøm, undgår vi at blive kyniske systembevarere.
/brh
*(En pessimist ville oven i købet kunne hævde, at denne mangel på reelle muligheder for valg af ægte forandring er en iboende egenskab ved både de nuværende parlamentariske og konstitutionelle demokratier, og selvsagt ved alle former for despotiske og totalitære regimer).
Tags: Barack Obama, idealisme, pragmatisme, Villy Søvndal
12. marts, 2008 at 12:07 pm
Ganz genau. Flot analyse