Kender I Mark Kurlansky’s bog “1968 – året der rystede verden”.
Den er særdeles spændende, især for een som mig der nok var ung déngang, men lidt i en ‘outsider’position.

Det er meget spændende at se paralleller til de politiske bevægelser i bl. a. Danmark omkring forrige århundredeskifte .. jeg har selv rod i det gamle småhusmandsmiljø, og at læse Jeppe Aakjær-biografien “Et moderne livs fortælling” af Knud Peter Jensen var i dén grad en øjenåbner for mig.
Her har vi, for mig at se, at gøre med antiautoritær venstrefløj for fuld og farverig udblæsning – men med et helt andet udgangspunkt.
Pointen er, at det antiautoritære venstre ikke er nyt, men blev kvalt i de frygtelige tragedier der udspillede sig i Vesteuropa fra 1918-45.
Trykkedlen eksploderede så i ‘68 – forståeligt nok – men uheldigt, måske, at det kun var unge, fordi de manglede livserfaring – til at få styr på energierne og få sig organiseret og ‘i-tale-sat’ politisk – uden at kvæle det antiautoritære …

Blot nogle betragtninger fra en politisk imbecil ..
.. men nysgerrig …

Den pointe jeg prøver at skrive frem er dog den mere simple, at en lang række ideer, forslag og alternative flertal aldrig bliver fremsat eller realiseret pga. partidisciplinen. Vi har at gøre med en lang række partier, som til stadighed prøver at kontrollere deres menige folketingsmedlemmers ytringer, selvom dette ikke kan retfærdiggøres med at de repræsenterer brede samfundsgruppers modstridende interesser. Partiet siger til sit medlem: “Hold kæft og sig dette, som vi har fundet frem til i en fokusgruppe og en meningsmålingsanalyse.” Folketingsmedlemmets loyalitet overfor partiet retfærdiggøres snarere med medlemmets gæld til partiet, som har skabt dennes karriere, end med pligten til at tjene partiets folkelige grundlag.
Sammenlign i øvrigt med den udbredte og idiotiske definition på ytringsfrihed, at man må sige ‘alt’, “også at din mor er en møgluder” jf. DR2s Yallahrup Færgeby.

brh

Jesper

Godt arbejde!

Rock on politisering!