Det kollektivt ubevidste
Enhver handling er delvis eller fuldstændig baseret på ubevidste antagelser om mulighedsrummet for denne handling. Selv i sit mest bevidste øjeblik er aktøren fanget ind i en begrænset forståelse af sin rolles muligheder og af mulighederne for at overskride eller transformere denne rolle. Enhver handling bærer altså med sig et endnu uafsløret rum af ubevidste antagelser, forudsætninger og begrebslige struktureringer.
Enhver kendt samfundsindretning producerer sociale onder og kollektiv ubevidsthed. Denne kollektive ubevidsthed er på en og samme tid medvirkende til produktionen disse onder og til fortrængningen heraf. Samtidig begrænser det kollektivt ubevidste til stadighed mulighedsrummet for en aktiv indsats til bekæmpelse af onderne. Der er ingen falsk eller sand kollektiv bevidsthed, men blot et mere eller mindre udbredt og homogeniseret ubevidst, dvs. et mere eller mindre begrænset kollektivt handlingsrum.
Det er tænkningens, livseksperimentets og aktivismens klare rolle at danne et alternativt mulighedsrum udenfor det kollektivt ubevidste. Dette andet består af en mængde af fællesskaber, altid på en og samme tid bevidste og ubevidste, som alene ved deres eksistens viser begrænsningerne ved det kollektive mulighedsrum, og opstiller alternative muligheder for den menneskelige livsførelse, den offentlige diskussion og den politiske handlen.
Depolitiseringsdiskursen
En mands ubevidste kan være en anden mands bevidste. Således fungerer påstandene om, at vi er nødt til at gøre dette eller hint i anledning af ’globaliseringen’ på en og samme tid som legitimation i forhold til visse politisk-økonomiske handlinger (skattelettelser, nationale tests, EU-forfatning og nul-skat til de multinationale) og som en begrænsning af det offentlige diskussionsrum og af befolkningens handlingsfantasi; kort sagt som en dobbelt depolitisering af både det kollektivt bevidste og ubevidste.
Hvor politikereliterne, embedsværkene, finansverdenen og medieeliten dyrker samme diskurs er depolitiseringen af det kollektivt ubevidste stærkest og vejen til en politisering længst. Samtidig er det ved sammenfaldet mellem denne magtdiskurs og de herigennem medproducerede og fortrængte socialonder, at potentialet for en radikalpolitisering er størst.
Særlige områder som lider under depolitisering og dermed indsnævring af den kollektive handlingsrum er økonomien, driften af den offentlige sektor og ’krigen mod terror’. Inden for disse felter demonteres politiske spørgsmål med påstande om, at udfordringerne her må løses af værdifri økonomisk videnskab, af rationel administration, kontrol og evaluering, og af en nødvendig og rationel krigsførelse og intelligente og ligeledes nødvendige begrænsninger af de almindelige retssikkerhedsgarantier.
Således nedbrydes politikken delvist indenfor selve demokratiets rammer og dermed vækkes frygten til live: mon demokratiet reduceres til valgets legitimeringsritual? Mon den reelle medbestemmelsesret nedsmelter i tomme diskussioner af nuanceforskelle og personligheder, og mon den samfundsmæssige skaberkraft begrænses til den hjemlige såvel som oversøiske tandemproduktion af forbrugsgoder og socialonder?
Den politiske aktør
I lyset af ideen om det kollektivt ubevidste og det begrænsede handlingsrum bliver opgaven for den politiske aktør en anden end den normale. Hvis den reelle politiske handlen skal fremmes, er det ikke nok at indgå i mediernes og parlamentets diskussioner og positioneringer. Denne cyklus af pressemøder, foto-ops, læserbreve, lovforslag og fremføringer af nøgletal og andre anerkendte faktatyper til fremme af ens nuance tjener kun til at bekræfte det kollektivt bevidstes politik, men overser den stadige produktion af kollektiv ubevidsthed. Selv det mytologiske lag i de gængse politiske debatter, som af mediernes ’medie-kritikere’ kaldes det substantielle, er underlagt ’nødvendigheden’ og ’rationaliteten’ og det kollektivt ubevidstes snævre grænser.
I den kollektive depolitiserings tidsalder mister begreberne om fællesskab, kønskamp, racisme, frihed, lighed og international solidaritet deres politiske sprængkraft og bliver til tomme fraser i magtdiskursens skåltaler. Den politiske aktør må gennem skakter og passager underminere magtens produktion af depolitisering, og afsløre det eksisterende demokrati som en tom legitimering af samme depolitisering. Politiseringen er en trefoldig bevægelse, som samkonstitueres af magtens demaskering, af genindskrivningen af konflikten i de sociale relationer og af fantasiens og alternativets overskridelse af det eksisterende kollektivt ubevidste.
Den politiske aktør må vise befolkningerne, at selv de mest ’nødvendige’ beslutninger altid bygger på prioriteringer. Hun må afsløre det kollektivt ubevidstes begrænsninger og vise mulighederne for overskridelsen af dette. Kun med denne bevægelse kan handlingsrummet for den politiske handling udvides.
Politiseringen bæres af det dobbelte løfte om den menneskelige fantasis frigørelse fra det kollektivt ubevidste og om problematiseringen af det uproblematiserede problematiske.
Kampråbet lyder: Analysér, fantasér, politisér!
BrH
