En klassisk dansk situation: En øvelseslærer på universitetet bliver tvunget til at lægge to undervisningsmoduler i umiddelbar forlængelse af hinanden. I alt bliver det seks timers undervisning i løbet af en dag. Øvelseslæreren sender straks en mail til de studerende og foreslår straks hygge og kageordning. Hun overvejer et kort øjeblik at forsikre de studerende om, at der nok skal bliver nogle lange pauser i løbet af dagen.
Den umiddelbare reaktion på det forestående (ekstra-)arbejde er altså, fra autoritetens side, at forudse, love og kræve hygge!
Vi har det rart, vi hygger, vi holder pauser og arbejder. Vi taler pænt, vi stiller kun små og realistiske krav. Vi skjuler autoriteten og frygter at udøve den. Og kun ad frivillighedens vej yder nogen en ekstra indsats. Danskerne er verdens lykkeligste folk.
Vi arbejder mindre end i andre lande, og dog er vores største arbejdsmarkedsproblem stress. Vi spiser sunder end i andre lande, dog er fedme vores største sundhedsmæssige bekymring. Vi er rigere end de fleste lande, dog er vores økonomiske konkurrencedygtighed vores måske allerstørste bekymring: for hvordan løser vi de andre problemer uden at have økonomien i orden? Vi sammenligner os med andre lande: Vi har det godt i vores bekymring.
Vi har det godt i vores hyggebekymring. Der er absolut ingen ironi i min beskrivelse. Vi er lykkelige. Og vores lykke er vores småbekymrede, lune apati.
Hvem skulle tænke stort i Danmark? Hvem kæmper og sætter sit liv eller bare sin anseelse på spil?
Vores lykke er et farvel til storheden. Storhedens fylde er fraværende i de manges middelmådige lykke. Og vi har det godt. Vi er i bund og grund tilfredse.
Vi behøver intet nyt, ingen brud. Blot rutinemæssig innovation.
Vores hygge er et farvel til friheden som mulighed og nyhed. Ægte frihed er fraværende i den hyggelige bekymrings evige genkomst. Vi har det nu meget godt.
Den danske hyggebekymring er kritikerens største udfordring. I andre lande er der frygt og bekymring, sommetider nydelse og storhed, men ingen hygge. Hyggen er den danske intellektuelles eget ophav. Hvem tør sætte sig selv og den gode stemning på spil?
Vi har det rart. Vi nyder vores tryghed, vores langsomt koagulerende frihed og vores hyggekritik. Der er ingen ironi i min beskrivelse. Vi er i bund og grund tilfredse.
