Under overskriften ”Økonom: Stram finanspolitik nødvendig”, som kunne læses i Børsen den 29. november, advarer cheføkonom Jes Asmussen mod stigninger i de offentlige udgifter. ”Vi er nu faretruende tæt på samme situation som i 1998, da den danske regering senest måtte gennemføre en finanspolitisk stramning for at holde økonomien på sporet,” slår den sagligt bekymrede, ansvarlige, velrenommerede og respektable Asmussen fast.
Læseren spørger måske sig selv, om det det ikke er muligt at prioritere mellem løn til de offentligt ansatte og skattelettelser? Men hvem er Jes Asmussen? Han er blot endnu en i rækken af økonomer, som i rollen som talkyndig videnskabsmand påtager sig at kvæle, sagligt, bevares, muligheden for alternative prioriteringer. Man kan næsten høre ham tilføje (hvis han var blevet spurgt af en kritisk journalist): ”Skattelettelserne var strengt nødvendige for at få flere i arbejde.”
I sit hovedværk Det politiskes begreb skriver den kontroversielle tyske retsteoretiker Carl Schmitt : “Det er i sandhed en typisk og særlig intensiv måde at føre politik på, at man fremstiller modstanderen som politisk og sig selv som upolitisk (det vil her sige: videnskabelig, retfærdig, objektiv, upartisk osv.). “
Med dette Schmitt-citat anskueliggøres et af grundtrækkene ved den neoliberale ideologi, nemlig afvisningen af, at de foreliggende konklusioner skulle være ukorrekte, at forudsætningerne for disse skulle være problematiske eller at prioriteringer af deres vigtighed kan være anderledes.
Spørgsmålet, som vi skal stille os selv, er, om det kun de politiske spørgsmål, dvs. de spørgsmål vi allerede strides om, der negeres (dvs. i det skjulte hyperpolitiseres) i henvisning til ‘objektiviteten’, ‘videnskaben’ og ‘retfærdighedens’? Eller virker ideologien også på et dybere niveau?
Hvis vi virkelig er ude over skellet mellem sand og falsk bevidsthed, hvor står vi så med vores ideologibegreb? Er det en ren polemisk gestus? En påpegning af at tingene kunne gøres og anskues anderledes og bedre? Eller er brugen af ideologibegrebet det analytiske redskab, der kan afsløre de tilfælde, hvor der lyves for os om ’nødvendigheder’ eller hvor vi alle sammen bilder os ind, at den herskende anskuelsesform og praksis er den eneste mulige?
Politisering opfordrer alle til at komme med deres bestemmelser af ideologibegrebet og i videre forstand til at bidrage med ideologikritiske analyser.
Kampråbet gentages: Politisér!
