Om begivenheden ’68 og det umuliges realisme
Af initiativgruppen Reboot68
Trust the song, not the singer. Hvorfor tale om 1968?
1968 er blandt de mest symbolladede årstal i vores nyere historie. Alle har en holdning til oprøret, og generationen som årstallet gav navn til.
Det kan umiddelbart synes omsonst overhovedet at beskæftige sig med arven efter 1968. Man står overfor valget mellem to fortællinger, der begge virker lige utillokkende: På den ene side kan man romantisk og betaget se tilbage på en farverig og ny måde at forandre verden på, en revolution af synet på individet, kønnet og samfundet. Hermed bliver ungdomsoprøret til en revolution, der er gennemført, og vores nutid til det sjove samfund, som oprørerne efterlod.
- Den danske billedkunstner Asger Jorn skabte flere plakater til støtte for de oprørske studenter i Paris 1968.
Dette er ikke blot umiddelbart forkert, det ved enhver, der lever i vores dages nykonforme og dog overfladisk løsslupne samfund. Men det er også en fortælling, der er konserverende og lukker for kritik i dag, og som lige så vigtigt overser, hvorfor oprøret i ’68 stadig er aktuelt.
Alternativt kan man se på ’68 som intet andet end et frikvarter for middelklassens dekadente børn, der i et par års heftigt, men uforløst oprør, legede revolution, hvorefter de med en utrolig hast lod sig integrere i det system, de postulerede at ville undergrave.
Selvom mange enkeltpersoner biografier gør denne tolkning tiltrækkende, er der dog alligevel meget, den ikke kan indfange. For oprøret i ’68 finder ikke sin aktualitet i det forhold, at mange af dens aktører viste sig at være langt billigere til salg, end alle modstandere havde forestillet sig.
Tværtimod bliver oprøret i ’68 reelt først kun interessant for os, når det anskues i sin karakter af genuin politisk og historisk begivenhed.
For der skete noget særligt i foråret for 40 år siden – og i årene der fulgte. Om end selve begivenheden kun varede kort, så blev verden aldrig mere den samme. Maj 1968 står stadig, som et af de øjeblikke i verdenshistorien, hvor en hel verden rykkede sig, om end ingen dengang eller nu, er helt sikre på hvorfra og hvorhen.
Målt med sin egen målestok, slog revolutionen (måske) fejl, men det betyder ikke at det revolutionære moment var løgn, eller at de perspektiver, der pludseligt åbnede sig, ikke kan give luft til vores kampe i dag. Mest af alt den befriende proklamation af at det kan lade sig gøre at tænke alternativer; at en anden verden er mulig.
Begivenheden. Hvordan det umulige blev uomgængeligt
Oprøret i 1968 er altså ikke interessant som historisk-sociologisk fænomen alene. 1968 er i emfatisk forstand interessant som begivenhed, som et brud, der ikke lader sig indskrive i historiens normale hændelsesrække, og som alene finder sin aktuelle relevans i lyset af den fødsel af noget nyt, det står for.
Begivenheden, vi kalder ’68, finder for os sin stadige betydning i kraft af den grundlæggende rystelse, som gik gennem hele vort symbolske og imaginære univers, igennem de måder vi tænker og forstår os selv og samfundet på.
Med ’68 fødtes en ny måde at tænke politik på, en ny måde at drømme på, en ny måde at handle i fællesskab på. I 1968 kom det, der tidligere syntes umuligt, til at fremstå som realistisk og uomgængeligt.
For de, der blev ramt af begivenheden, var de handlenormer, forståelsesrammer og drømme, som de bar med sig fra deres opdragelse i familierne og skolens statsinstitutioner, pludselig ikke længere tilstrækkelige. Man blev så at sige tvunget af begivenheden til at finde nye måder at handle, tale og være på.
For os i dag handler det stadig om at være tro mod det håb og den perceptionsændring, som begivenheden ’68 står for. Ikke på grund af hvad der skete eller blev sagt dengang, men fordi begivenheden peger hen mod et brud, som i dag fremstår endnu mere uomgængeligt end det gjorde for vores forgængere.
Systemet. Djævlens største bedrift var at overbevise os om, at han ikke fandtes
Problemerne i verden af i dag er umiddelbart synlige. Stadig flere mennesker sulter i en verden, hvor fødevarer bruges som brændstof i biler. Klimaet ændres år for år, mens klodens rige lande lystigt forbruger videre af planetens åbenlyst begrænsede ressourcer. Den digitalisering af information, som for få år siden lovede fri viden til alle, bliver i dag brugt af de magtfulde til at kontrollere og udnytte større og større dele af planetens kollektivt producerede indsigter og teknologier.
I vores del af verden oplever vi, hvordan sociale velfærdssystemer, der gennem generationer var bygget op for at beskytte individers mod markedskræfternes blinde og brutale logik, er under konstant angreb. Uligheden og den medfølgende ufrihed vokser år for år, og flertallet splittes i en såkaldt kreativ middelklasse, der får stress af deres konsulent-drømmejobs, og i en voksende underklasse, hvor arbejdsløse, immigranter og andre af økonomien udstødte, lever under forhold, som vi for blot få år siden, troede forvist til en barbarisk fortid.
Samtidig har vi udliciteret det beskidte arbejde, der sikrer forbrugsgoderne og tilfredsheden til lande, hvor løn og arbejdsmiljø har samme niveau som varens ideelle pris: et absolut minimum.
Alle disse ting er lette at se, men tilsyneladende sværere at gøre noget ved end nogensinde før.
Gennem slogans om fornyelse og fleksibilitet har fortidens uregulerede kapitalisme fået et comeback, som ville have overrasket enhver for blot få årtier siden. Uden nogen basis i hverken etiske overvejelser eller statistiske data, spreder neoliberal ortodoksi sig til sektor efter sektor. Kloden er tilsyneladende kollektivt gået tilbage til en fuser.
Det kan synes paradoksalt at befolkningerne kun få steder har gjort oprør mod denne regression tilbage mod fortidens fejltagelser. Men vi må ikke undervurdere, hvad vi er oppe imod.
Kapitalismen har i dag formået at ændre sig og tage form efter den modstand, den har været udsat for. Gennem dygtig kolonisering og indoptagelse af den eksplosion af oprør og kreativitet, der kendetegnede 1968, er kapitalen i dag blevet global, flydende og foranderlig.
Magten gemmer sig i dag bag ansigtsløse processer – den mest potente er processen kaldet Globalisering. Gennem fortællingen om globalisering er det tilsyneladende lykkes at overbevise snart sagt enhver befolkning om, at konkurrence mellem nationer og regioner kræver konstant omfordeling til fordel for de lokale eliter.
Kort sagt bruges globalisering som et slagord, der betyder: Skattelettelser til erhvervslivet og de rigeste, undergravning af arbejdstageres rettigheder – alt sammen i konkurrencestatens hellige navn.
Modstanderne. Striden som vejen til freden
Vi hævder, at kapitalismen er global, og at den strukturerer mellemmenneskelige forhold på alle niveauer; den farver alt fra vores begær, over vores økonomiske udvekslingslogikker til prioriteterne for de stadigt stærkere sociale styringsteknologier. Men kapitalismen er ingen transcendent kraft, den er ingenlunde uafhængig af aktører.
Selvom kapitalismen teoretisk kan forstås som ansigtsløs, og vi ikke behøver at udkaste konspirationsteorier for at forklare dens succes, er det dog ganske tydeligt, at nogle har langt større gavn af dens uhæmmede vækst og spredning end andre.
Mens milliarder presses eller knuses under dens hårde logik, nyder små eliter i de fleste lande, men særligt i Vesten, godt af dens fortsatte ekspansion.
Når vores frihed til digital udveksling begrænses, når vores gener patenteres, når regnskoven ryddes, eller det globale Syd holdes hen i fattigdom af blandt andet EU’s og USA’s landbrugsstøtte, står det ganske klart, hvem der profiterer.
At vores økonomi fortsat skal basere sig på uhæmmet vækst, en vækst, som knytter sig til et forbrug og et hektisk arbejdsliv, der forhindrer det store flertals reelle politiske engagement, er selvsagt ikke i vores, men i de rige eliters interesse.
Og når denne vækst er årsag til global opvarmning, må man spørge, om eliterne egentlig ikke er ligeglade. Hvorfor skulle de fornuftigvis være bange for klimaændringer? Når vandene stiger, flytter de til en højere beliggenhed; når masserne begynder at migrere under klimakatastrofen, gemmer de sig bag stadig højere hegn.
Når vi siger, at vi må kaste os ud i kampen for at gøre det umulige realistisk og uomgængeligt, hænger det sammen med, at vi må have mod og evne til at udpege interessemodsætninger, konflikter, og i mange tilfælde direkte modstandere eller fjender.
Sandheden om de udbyttede og ufries situation opnås ikke i en åben og uhildet debat mellem alle samfundets aktører; nej, en sådan dialog er i mange tilfælde en blåstempling af de herskende ulighedsrelationer.
Når eliten siger, at alle kan vinde, at vi alle er i samme båd, må vi sige: Nej, på ingen måde!
Sandheden om en situation, en samfundsmæssig konfiguration, knytter sig til forskellene, til konfliktualiteten, til dem, der finder et oprør retfærdiggjort i selve deres undertvingelse.
Vejen til frihed og fred går således på paradoksal vis gennem striden.
Subjektet. Glæde og vrede
Selvom den fremstår foranderlig, ændrer vores verden sig ikke af sig selv. Men vi, der skal gøre det, har stadig svært ved at finde et navn til os selv.
Tidligere etiketter som Folket, Proletariatet eller Ungdommen virker ikke længere passende. Men uanset hvordan denne navngivningsproces bærer hen, er noget ved at ske.
For ti år siden ville enhver sammenligning med slut-tressernes politisering virke patetisk og malplaceret. I et årti virkede det faktisk som om historien var slut.
Men vores generation har oplevet, at selvom den neoliberale bølge endnu ruller over store dele af verden, vokser modstanden i styrke. Som for 40 år siden bliver en række konfliktlinier i disse år trukket hårdere op, og man kan ane tendenser til en eksplosiv samling.
Men mængden af individer fremtræder endnu ikke som subjekt.
Flertallet er stadig kuet af frygt, holdt fast i lede ved alt anderledes, eller lammet af selvgod skyldfølelse. Påstanden om at verden i dag pludselig skulle være langt mere kompleks, gør det snublende nemt at lade være med at handle og blot følgagtigt at udfylde sin plads i den sociale orden.
Men selv om verden er kompleks, er nogle ting stadig enkle. Ulighed og uretfærdighed kan kun skjules ved kynisk at lukke øjnene.
Vi bør dog ikke gøre oprør ud fra vores skyldfølelse, men ud fra glæde og vrede. Umiddelbar følt vrede over verdens uretfærdigheder og glæde ved udfoldelsen af vore selvskabte alternativer.
Det eksplosive moment i ’68 var netop kombinationen af vreden og glæden, af pligten og begæret. I et kort øjeblik var der ingen konflikter mellem at beskæftige sig med sig selv og med hele samfundet. Ingen konflikt mellem hvad man havde lyst til, og hvad der måtte gøres.
Da oprøret i 70’erne blev splittet i gold marxistisk pligtpolitik og uansvarlig selvrealisering, blev det forudsigeligt og muligt at tæmme. Derfor må vi turde være alvorlige i vores drift efter skabelse af det nye. Vi må have det sjovt for at være effektive.
Modstand. Stop, tænk, handl!
Det, der fremstilles som realistisk, som indenfor rækkevidde indenfor det nuværende system, er netop urealistisk.
Hvem tror reelt, at væksten i materiel produktion kan forsætte ufortrødent på en klode med begrænsede ressourcer? Og hvem tror reelt på, at Vesten kan fortsætte med at nyde produktionen fra den fattige verden, mens sultende mennesker holdes ude af mure og kystpatruljer?
Det realistiske i vores situation er præcis at forlange det, der er umuligt. Det, som ikke kan tillades indenfor vores nuværende orden, som bryder med den måde, vi kan tænke på. Vi er afhængige af vores drømme og vores kreativitet, når vi i fællesskab skaber rammerne om det samfund, vi gerne vil bebo.
Princippet for vores handlinger må være båret af mottoet stop, tænk, handl! Dette betyder, at vores kamp er afhængig af, at vi melder os ud af den samfundsskabte pligt, tvang og begær efter karriere og forbrug, vækst og anerkendelse.
Det første skridt mod en subversiv-utopisk praksis er simpelthen at sige nej til de perspektiver, man tilbydes, at gøre modstand mod de herskende magtforhold. Denne opbremsning må tages alvorligt og føres vidt: Samfundets tilbud om etiske handlinger i form af månedlige medlemskaber og frivilligt arbejde virker i mange tilfælde stærkt konserverende, som moralsk flødeskum på et stærkt problematisk system.
Vejen fra at melde sig ud til at melde sig ind går igennem analysen, deraf mottoets imperativ: Tænk!
Den nuværende kapitalisme er notorisk stærk i sin indoptagen og depotensering af modstanden. Kun så længe vi forstår vores modstander, kan vi gøre os håb om at sejre, og kun gennem studier af den herskende orden, af sammenhænge, helheder, interessemodsætninger og konflikter kan vi nå frem til en intelligent og reelt undergravende praksis.
Her kan strategierne fra ’68 sjældent bruges: Når jeans-brands kaldes Revolution, og Che Guevara-t-shirts sælges på strøget, ved vi, at kritikken konstant må gentænke sig selv, for ikke at stivne og dø.
Vi må lade en analyse af de gældende forhold befrugte af en insisteren på alternativet, der viser vejen bort fra den herskende realismes blindhed overfor andre muligheder og virkeligheder. Kun så længe vores konkrete politiske handlinger refererer til en drøm, undgår vi at blive kyniske systembevarere. Kun så længe drømmen baserer sig på en analyse af, og handling i, det givne økonomiske og politisk-symbolske landskab, bliver den ikke virkelighedsfjernt drømmeri.
Vi står i en situation, hvor der må handles, om end strategien aldrig ligger endeligt fast. Vi ved dog, at forandringen fordrer, at vi i fællesskab stopper, tænker og handler og sammen over hele kloden sætter rammerne for vores liv.
Vi kan iagttage, at årtiers forsøg på modstand mod kapitalismen er blevet neutraliseret og indoptaget. Fra forsøget på en socialdemokratisk reformstrategi, over hippiernes parallelsamfund, til idealet om det selvrealiserende og kreative arbejde er kritikker strandet på den manglende vilje til at tænke verdensøkonomien og de sociale relationer som et globalt kredsløb, som det hverken er lykkedes at reformere eller melde sig ud af.
I en modstand af i dag er vi altså nødt til at melde os ud; men kun for at melde os ind. Vi er nødt til at analysere cirkulationen af varer, magt og mennesker som global.
Og vi må være villige til at bruge alle våben inklusiv modstanderens egne: Systemet må undergraves, nytænkes og revolutioneres indefra, fordi der ikke længere er noget ydre. Systemet må sprænges, i det omfang, at reformer blot har vist sig at virke konserverende og mildt lindrende på systemets grundlæggende konflikter.
Initiativgruppen Reboot68 består af følgende enkeltpersoner: Agnete Seerup, Andreas Mulvad, Bue Rübner Hansen, Christoph Houmann Ellersgaard, Nanna Jochumsen og Rune Møller Stahl.
Reboot68 arrangerede lørdag den 17. maj en konference om 68-oprørets aktualitet
