Posts Tagged ‘medier’

Nyt fra legetøjsfronten: Kønsroller vs. kreativitet

2. december, 2007

Legetøjsforsker Jørn Martin Steenhold strækker sig i en artikel på Politiken.dk (30/11-07) meget langt for at forsvare årets (sikkert ganske indbringende) trend i legetøjsbranchen & børnelitteraturen: produkter som ikke henvender sig til børn som sådan, men derimod specifikt til drengebørn og pigebørn.

Steenhold citeres for følgende svada: »Det er dejligt for børn, at de kan få lov at understøtte deres eget køn med litteratur og legetøj. Børnene udforsker jo også hinandens legetøj, og pigerne leger med biler og drengene med køkkenet. Den overdrevne fokus på ligestilling i 1970’erne ødelagde kreativiteten og gjorde legen konform«.

Det er ganske imponerende! I sølle tre sætninger formår legetøjsforskeren at:

1) Essentialisere de to køn – og ovenikøbet hævde på vegne af børnene, at de har godt af at blive presset ind i et bestemt kønsrollemønster (“dejligt” at de kan få “understøttet deres eget køn”)

2) Implicit markere, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne, mens mændene bare skal fræse derudaf. Selvfølgelig – det er jo ikke 1800-tallet eller sådan noget! – må kønnene da godt have lov at låne “hinandens” legetøj, men ejerskabet til hhv. “biler” og “køkkenet” ligger helt fast i Steenholds bevidsthed: Der kan højst blive tale om at man lære sin egen kønsrolle bedre at kende, ved at ‘prøve den anden på’ i en begrænset periode.

3) Give ny næring til den i borgerlige kredse højt værdsatte fortælling om 1970′erne som et vederstyggeligt årti, hvor frigørelsen og ligestillingen løb løbsk.

Steenhold postulerer i den sidste sætning, at 70′ernes ligestillingsfokus førte til en konformisering af børnenes leg; en ødelæggelse af kreativiteten. Det forekommer mig, at en kønskonservativ tænker som Steenhold burde være den sidste til at snakke om mangel på kreativitet: Hvordan man gavner små børns evne til og mulighed for adfærdsmæssig kreativitet ved at indsocialisere dem i nøje beskrevne kønsrollemønstre i form af kønsspecifikt legetøj – og sågar kønsspecifikke legebøger – har jeg meget svært at se. Og hvad angår konformitet, så er det da svært at forestille sig noget mere konformt end netop forestillingen – som Steenhold (desværre nok helt bevidst) reproducerer – om at køkkenet er kvindernes domæne, og bilerne mændenes. Nogen burde fortælle den ligestillingsskeptiske legetøjsforsker, at man skal ikke kaste med kønsklichéer, når man selv bor i 1940′erne!

/ AM