De fleste har sikkert bemærket, at Pia Christmas Møller i dag er udtrådt af den konservative folketingsgruppe. Christmas Møller forklarer selv sit farvel med det dårlige debatklima i den konservative folketingsgruppe og hendes deraf følgende mangel på ’respekt og tillid til ledelsen’. De konservatives gruppeformand Helge Adam Møller tolker på den anden side hendes afgang som en skuffet enspænders personlige hævn over ikke at blive tildelt vægtige ordførerskaber. At de konservative har straffet Pia Christmas Møller for at ville diskutere så vigtige emner som ligestilling og en folkeafstemning om EU-traktaten vidner oplagt også om et klart demokratisk underskud i partiet.
Selvom disse udlægninger sandsynligvis alle er rigtige, går de dog forbi den væsentligste lære, der kan uddrages af sagen. Meget peger nemlig på, at vi her har at gøre med et eksempel mere end et tilfælde. Eksemplet Pia Christmas Møller viser os i et bredere perspektiv de obskøne sider ved det danske demokrati, nemlig partidisciplinens stadige indvirkninger på folketingsmedlemmernes handlingsrum. Det danske demokrati er ved selve sin indretning kendetegnet ved en i hverdagen skjult censur, selvcensur, fantasiskræk og en deraf følgende ensretning og begrænsning af selve demokratiets handlingsrum. Disse sider må i hverdagen forblive skjulte for at demokratiet i sin aktuelle fremtrædelse kan opretholde legitimiteten ved selve sin indretning, en indretning, der producerer og reproducerer ensretning, og som ensretningen selv forstærker. Bendt Bendtsens beskrivelse af en folketingsgruppe som et fodboldhold må i denne sammenhæng ses som symptomatisk for det nuværende parlamentariske systems tendens til demokratisk degenerering.
Hvor man på venstrefløjen kan juble over det forsvundne VKO-flertal, må man politisator se sig bekræftet i, at politikken også og i al væsentlighed må føres uden for parlamentets snærende bånd, hvis den reelle demokratiske deltagelse skal sikres.
BrH
